Indsigter fra mindfulness terapien. Del 4: Fra destruktiv offervrede til konstruktiv voksenvrede

KONSTRUKTIV VREDE.

En af de følelser der udspiller sig i kroppen er vrede. Den kan være både konstruktiv og destruktiv. Den kan sætte dig fri og den kan ødelægge dig.

Vredens funktion er at skabe afstand imellem den der er vred - og andre. Den kan derfor være et nødvendigt redskab i situationer, hvor man har brug for at sætte en kraftig grænse overfor andre, som ikke forstår dine grænser. Man tager eksempelvis vreden på sig overfor en overgrebs mand, så man skræmmer ham væk og dermed ikke bliver et offer.

Vreden har helt bestemt sin berettigelse. Den gamle dame er et offer, når hendes taske bliver stjålet og den unge mand er et offer, når han bliver slået ned under en bytur fredag nat. Vreden har helt bestemt sin berettigelse, så man ikke bliver et offer.

Offerrollen betyder, at der er en relation, hvor en person er svag og en anden er stærkere. Den stærke udøver en magt over den svage og den svage har ingen mulighed for hverken at kæmpe eller flygte.

DEN DESTRUKTIVE VREDE.

Når mennesker der kommer til mig fortæller at de er vrede, frustrerede, at de føler noget er uretfærdigt eller fortæller en historie hvor de syntes andre mennesker er årsagen til deres udfordringer, så er det vigtigt, at vi undersøger det lidt nærmer i personens indre verden.

Offeret vil altid pege ud i verden og sige “de andre er skyld i at jeg har det dårligt”. Lad os se på et eksempel.

En far er stresset på sit arbejde. Når han kommer hjem siger han til børnene

  • “i skal være stille, far har haft en stresset dag”.

Efter noget tid glemmer børnene, at de skal være stille og de begynder at leger uden hensyn til fars ord. Far oplever at “larmen” fra børnenes leg stresser ham, hvorefter han råber ad børnene

  • “hold så kæft, jeg har jo sagt at i stresser mig med jeres larm, hvorfor skal jeg sige det igen og igen før i forstår det”.

Så længe børnene er i ro, så har far det ok indeni. Men når de “larmer”, så får han det dårligt indeni. Faren oplever at det er børnenes skyld, at han får det dårligt indeni.

Faren oplever, at børnene er skyld i hans lidelse. Det er dem der er årsag til hans stress i hjemmet - men er de det?

Farens følelser fortæller ham, at det er uretfærdigt, at børnene gør det her imod ham. Hans følelser fortæller ham, at det er SYND for ham, at det er sådan.

Uretfærdighed bliver nu til frustration i faren. Frustrationen vokser og vokser indtil Fars eneste udvej fra stressen er at bruge vreden. Han bruger derfor vreden til at tvinge børnene til igen at være stille.

Han tvinger dem til at tage ansvar for hans eget stress…

TAGE ANSVAR FOR SINE EGNE FØLELSER.

Når et menneske bliver 21 år gammel SKAL man tage ansvar for sine egne følelser. Hvis man ligger det over i andre mennesker, at de skal tage ansvar for ens følelser, så er det et tegn på, at man inderst inde ikke oplever, at man er stærk nok til at påtage sig dette ansvar.

Vi så i eksemplet med familiefaren, at han brugte vreden til at tvinge børnene til at tage ansvar for det stress som han selv burde tage ansvar for.

Denne manglende indre styrke gør, at man oplever, at det er verden som er skyld i at man har det dårligt. Alle som kommer til mig med stress udfordringer, starter med at fortælle mig deres ydre lidelseshistorie. Det er en vigtig historie, men den viser ofte også at personen lever sit liv med at tilfredsstille alle andre, at være “dygtig”, at spille en rolle og have en bestemt identitet i andres øjne.

Derfor skal vi gå dybt i den indre lidelseshistorie også, for det er her kimen ligger til hvorfor personen ikke er i kontakt med sig selv, til hvorfor personen ikke har styrken inden til at tage ansvar for sine egne følelser.

FORKERTHEDEN.

Forkertheden betyder, at et menneske oplever at “der er en mulighed for, at jeg kan være forkert som menneske”. hvor kommer forkertheden fra?

Hvis far hver eneste dag er kommet hjem fra arbejde og tvunget sønnike til at tage ansvar for farens stress. Hvis faren, hver gang sønnike er kommet til AT VÆRE SIG SELV (larme) har sagt “det er din skyld, at far har det dårligt”.

SÅ kommer forkertheden ind. Barnet oplever at det ikke kun er dets larm der er forkert, men at barnet selv er forkert som menneske. Barnet mister troen på sin rigtighed og hermed også sin indre styrke.

Barnets inderste ønske er at være sammen med faren og ikke at gøre faren ondt, så barnet begynder at samarbejde og at lave om på sig selv. På den måde spiller barnet en rolle, så far ikke længere er vred på barnet. Problemet er bare, at barnet ikke længere er sig selv, men nu lever sit liv igennem den tillærte side af sig selv.

Budskabet er: hvis du er dig selv (larmer), så får du fars vrede. Hvis du laver om på dig selv og er stille, så får du fars (betingede) kærlighed.

Som voksen lever sønnen uden styrken til at tage ansvar for sine egne følelser, hvilket kalder på at han udvikler andre strategier til at beskytte sig med. Pleasing, flugt, passiv vrede og den manipulerende vrede er nogle af de mest klassiske - men de afslører altid et lidende menneske inde bag adfærden (strategien)…

VOKSENVREDE - den konstruktive vrede.

Det er vigtigt at vide, at vreden nu omdefineres. Fra at være en kraft vi ofte bagefter er lidt flove over eller en kraft, som vi bruger til at kæmpe med, så er den nu en skabende kraft, som du måske ikke længere vil kalde vrede.

Essensen er, at man genetablerer styrken i sig selv. Styrken til at være sig selv, uden angsten for konsekvensen ved at være sig selv.

For drengen var konsekvensen ved at være sig selv, at faren blev vred og trak sin kærlighed væk fra drengen. Det efterlod drengen med oplevelsen af, at når han var sig selv, så var han forkert som menneske - ellers ville far jo ikke trække sin kærlighed væk… (oplevede drengen). Samtidig stod drengen med oplevelsen af, at når han var “den pæne version” så kunne han godt få far (betingede) kærlighed. Hermed opstod angsten for at væres sig selv.

Vejen til styrken er også vejen hjem til sig selv. Ikke som et egoistisk projekt, men den sårbare vej til at “se på sig selv med kærlige øjne” og til at være sig selv uden angsten for konsekvensen ved at være sig selv.

Det er en proces hvor man skal have løgnen “at det er en mulighed for at være forkert som menneske” ud af sit system, så den ikke længere dække over sandheden “du er rigtig”. På den måde kommer styrken til at tage ansvar for sine egne følelser tilbage, så man også kommer ud af alle offerroller.

Lad os blive mere konkrete:

O

Cirklen herover er et barns indre verden, når barnet er 0-13 år. Alle har travlt med fylde barnets cirkel igennem at lære og belære barnet om hvordan det skal se ud, opføre sig, tænke, føle osv. Til sidst er cirklen fyldt op med alle andres ide om verden. Barnet er formet i andres billede.

Når barnet bliver 14-20 tændes der en ild i barnet - VREDE. Den er en livsvigtig kraft, som har det formål, at brænde alt det af, som er i cirklen. Herefter er det det unge menneske selv, som bestemmer hvad der skal være i cirklen og ikke far/mor/samfund/venner osv.

MEN teenagevreden er en offervrede. Så den må udgå, når det unge menneske bliver 21. Herefter er det nemlig ikke længere hensigtsmæssigt, at skælde ud og råbe højt. Ydermere så, kan man kun lytte dybt til et andet menneske hvis man samtidigt tager ansvar for sine egne følelser…

Når man er 21 skal man lære at bruge VOKSENVREDEN. For at kunne det har man brug for at kunne mærke sig selv. Mærke, at der er ved at ske noget i ens følelser, som man skal forholde sig til og tage ansvar for. At tage ansvar betyder, at det nu er mig selv, der har ansvaret for at håndtere følelsen. Jeg kan ikke længere forlange af andre, at de skal forandre sig, så jeg kan få det godt indeni igen.

Men vreden SKAL ud af min krop og mit sind. Ellers stagnerer den indeni og det bliver man syg af. Det går ikke at please, fortrænge, blive passiv aggressiv og alt det som holder vreden indeni. Ud med den - men på den voksne måde, i alle situationer, så der ikke er noget der spares op indeni.

Til det har du brug for 6 små sætninger:

  • Jeg vil/jeg vil ikke

  • Jeg vil ha´/jeg vil ikke ha´

  • Jeg ka´ li/jeg ka´ikke li

De 3 sætninger med “ikke” hjælper dig med at sætte grænser og til at vise verden at der er noget du ikke vil.

De 3 andre sætninger hjælper dig med at gå ud i verden og tage din plads og til at invitere verden indenfor i din verden.

Når du lærer dem at kende vil du blive meget mere tryg ved at invitere verden indenfor - fordi du ved du har styrken til at smide verden ud igen, øjeblikkeligt, hvis den ikke opfører sig ordenligt. Samtidigt vil du opleve en meget større styrke til at sætte grænser for verden.

Når du mærker i din krop at dine følelser fortæller dig noget, så er det fordi de vil dig noget godt. Groft sagt fortæller de dig om du er tryg eller utryg. Men uanset hvad de fortæller dig, så øv dig i ikke at være angst for at være dig selv. Giv udtryk for hvad du føler, sig hvad du tænker og ha´ den adfærd du ønsker at ha´ - uden angsten for konsekvensen ved at være dig selv…

Mærk dig selv, brug de 6 sætninger, sæt dig selv fri.

MEN vær til alle tider bevidst om det her: Når du begynder på denne rejse, så skal du være villig til at miste. Når du siger nej, så mener du nej og når der er noget du vil, så gi´r du ikke op… Det gælder både for arbejde, venner, familie og sider af dig selv.

Balancen imellem det praktiske og det eksistentielle

HUSK på, at de 6 sætninger er dine praktiske redskaber i hverdagen. De kan få dig langt, men ikke hele vejen. HUSK derfor fundamentet for din eksistens i alle situationer “jeg er rigtig”. Hvis du har både det praktiske med og ALTID det eksistentielle, så vil du med tiden: KVÆLE LØGNEN OG SÅ DØR ANGSTEN FOR AT VÆRE DIG SELV…

Til sidst….

Her er en lille liste som kan hjælpe dig på vej.

Vejen ud af offerrollen består hovedsageligt at:

  1. Se på dig selv med kærlige øjne

  2. Mantra, “jeg er rigtig”

  3. Kropskontakt, så du kan mærke de følelser og spændinger som er i dig.

  4. Et opgør med alle følelser der siger “det er synd for mig”

  5. 6 små sætninger, som alle børn (ideelt set) bør kende.

  6. Mod og tålmodighed…