Indsigter fra Mindfulness Terapien. Del 3. Pleasing - kvæl løgnen, så dør angsten…

Mindfulness har to niveauer. Det ene er hverdags niveauet, hvor vi er til stede i dagens aktiviteter, imens vi spiser, går, samtaler osv. Dette niveau hjælper os med at være nærværende og tilstede i vores liv.

Det andet er det eksistentielt niveau, som er indsigt i selve egoets eller jegets opståen. Dette niveau hjælper os til at se hvem eller hvad der er tilstede i sit eget liv.

Det er et niveau som der ikke tales meget om i det offentlige rum, men som er en uundværlig del af al bevidsthedsfilosofi og i spiritualitet fra vores egen Kirkegaard til østens Buddha.

Det dybere eksistentielle er en del af os alle, især når vi oplever stress. Men det behøver ikke være abstrakt, filosofisk eller spirituelt at arbejde med den eksistentielle del af os selv. Her er hvad jeg mener…

Igennem 10 års arbejde med mindfulness terapi og stress er det blevet tydeligt for mig at: stress er ofte knyttet til følelsen af at være forkert. Ikke kun en oplevelse af, at det man gør er forkert i andres øjne - men en følelse af, at man er forkert som det menneske man inderst inde er.

Når vi imødekommer forkerthed med hverdags-mindfulness, så får vi et indblik i hvordan forkertheden udspiller sig i hverdagen. Hvis vi samtidig ser på hvor forkertheden kommer fra, så afsløres en dyb eksistentiel udfordring i det enkelte menneske.

Den indre forkerthed gemmer sig godt og selvom den er styrende, er den ofte ubevidst for personen selv. Men den kommer til udtryk igennem pleasing eller med andre ord - angsten for at være sig selv, af frygt for konsekvensen ved at være sig selv…

Hvor kommer forkertheden så fra?

Hvis du og jeg går ind på fødegangen på et hospital og ser på de nyfødte babyer, hvor mange af dem kan være forkert som menneske?

Ikke en eneste af dem !!!

Et menneske kan ikke være forkert. Man kan handle forkert i andres øjne, men man kan ikke være forkert som menneske.

Før barnet bliver født, når det ligger i maven er barnet beskyttet og trygt, men når barnet bliver født og er udenfor moderen, så skal barnet pludseligt til at trække vejret, tyngdekraften påvirker, lyset skær i øjnene, luften er kold mod huden. Alt i alt tror barnets sympatiske nervesystem, at der er ved at ske noget farligt.

Det ved man godt i dag, så derfor lægges barnet straks efter fødslen på sin mors brystkasse, hvor der er varme, kontakt til hud og hjerterytme, samt moderens ubetingede kærlighed. Når barnet mærker alt det, så slapper barnet og dets parasympatiske nervesystem af. Kort efter sover barnet. På den måde sørger moderen for en “udviddet livmoder” bestående af tryghed.

Når barnet kommer med familien hjem, er det optimale, at mor har det godt med sig selv, at far har det godt med sig selv og at de har det godt sammen. På den måde har barnet de bedste betingelser for tryghed. Man kan sige at både far og mor sørger for en ny udviddet livmoder, som nu også omfatter andre mennesker og barnets nærmiljø.

Hvis forældrene ikke er i stand til at sørge for barnets tryghed, begynder barnets nervesystem igen at fornemme, at der er ved at ske noget farligt. Barnet bliver utrygt.

Hvis der var utryghed i et barns nervesystem for nogle 10.000 år tilbage, så betød det, at der ikke var mad nok i flokken, at vinteren kom tidligt og flokken frøs eller en helt tredje ydre fare. I krisetilstande dengang, hvem døde så først? det gjorde babyer og gamle mennesker. Derfor er utryghed i børn tæt forbundet til angst for at dø.

I nutiden kan barnets nervesystem ikke kende forskel på om barnet lever i et moderne samfund med sociale myndigheder eller om det lever i en hule i en mørk skov i tidernes morgen. Fornemmer nervesystemet utryghed i barnets ydre verden, så fortæller nervesystem et budskab om overlevelse. Nervesystemet siger til barnet "der er en reel risiko for, at du ikke overlever det som sker i din ydre verden lige nu". Med andre ord, så aktiveres dødsangstens potentiale.

Dødsangsten er en ubeskrivelig stærk forandringsenergi, en overlevelsesmekanisme. Når den tændes, er det et budskab om, at noget skal forandres, ellers ophører du med at eksistere.

Hvis et barn lever i en familie med stress, konflikter, misbrug eller andet pres, så skaber dette pres afstand imellem barnet og de andre i familien. Her kommer overlevelsesmekanismen ind. Barnet starter nu en rejse for at genvinde sin kontakt til familien - men barnet starter også en rejse hvor det mister sig selv...

I kølevandet på kampen kommer nemlig fornemmelsen af at "jeg må forandre mig hvis jeg vil ind i flokken og have flokkens kærlighed. Nu er jeg udenfor flokkens kærlighed og det er jeg fordi, jeg ikke er værd at elske. Hvis jeg vil have deres kærlighed, så må jeg forandre mig, til en der er værd at elske. Lige nu er jeg forkert og det er derfor de ikke elsker mig, så når jeg bliver rigtig så vil de elske mig". Den flinke pige er en typisk strategi.

For mange børn lykkes det at skabe et "pseudobarn eller en tvilling" for derigennem at samarbejde med omgivelserne i en sådan grad, at der genskabes kontakt, hvormed barnet igen kan opleve en grad af tryghed. Problemet er blot at det ikke er ubetinget kærlighed barnet får, det er betinget kærlighed, som betyder, at "hvis du er på min måde (viser mor eller far), så kan du få min kærlighed, ellers er du udenfor igen"

Men prisen er hjerteskærende høj. Det oprindelige barn er gemt væk, fordi det i barnets egne øjne er forkert. Det er oprindelsen til den indre følelse af forkerthed og det er oprindelsen til "angsten for at være sig selv af frygt for.konsekvensen ved at være sig selv".

“Tænk nu hvis de kan se ind i mig og opdage sandheden om min - at jeg ER forkert som menneske og ikke værd at elske. Så lukker de mig ude og så dør jeg, så jeg må for enhver pris sikre mig at de ikke ser forkertheden i mig og sikre at de til alle tider kan li´mig”.

Hvad kan vi så gøre ved forkertheden?

Sandheden er, at der ikke er nogen mulighed for, at man kan være forkert som menneske. Løgnen er, at der er en mulighed for, at man kan være forket som menneske.

I kølvandet på løgnen kommer angsten. Årsag virkning. Som mælkebøtteblomsten der opstår af mælkebøtteroden.

Problemet er blot, at vi ikke kan kæmpe imod angsten (symptomet) for at få den til at gå væk. Det vil være ligesom kun at hive mælkebøtteblomsten op uden rod eller at tro man kan kurere angst med en pille.

HELDIGVIS er der en langt letter måde at komme af med angsten og den stress som følger af forkerthed.

Hvis du kvæler løgnen, så dør angsten...

Hvis et barn vokser op med en ubetvivlelig sikkerhed i hjertet om, at "der er ikke nogen mulighed for, at jeg kan være forkert som menneske", så lever barnet i sandheden (rigtigheden) og så er barnet, og senere den voksne, ikke angst for at være sig selv og ikke angst for konsekvensen ved at være sig selv.

Hvis barnet vokser op med "der er en mulighed for at jeg kan være forkert som menneske", så lever barnet med løgnen (forkertheden) og så er barnet og senere den voksne, angst for konsekvensen ved at være sig selv.

Konsekvensen er udelukkelse af fællesskabet. Der er i den voksne en indfrosset energi som ligger i dvale fra barndommens svære situationer hvor forkerthedens potentiale modnedes. I voksenlivet er det ikke den voksne der bestemmer, men det indefrosne barns energi der fortæller at “hvis de afslører dig, så er du ude af flokken og så dør du”.

Netop derfor kan du ikke bare sige til et voksent menneske, der har løgnen i sig, at de “bare” skal sige pyt eller “bare” skal stoppe med at please. Hos dem er det dødsangsten som bestemmer over intellektet og derfor er det så svært at gøre op med forkertheden, hvis ikke man forstår dens essens.

Hvis du fornemmer at løgnen lever i dig som voksen, så er det første skridt at øve dig på sætningen "der er ikke nogen mulighed for, at jeg kan være forkert som menneske". Sig den til dig selv igen og igen, i så mange af livets situationer som du kan, især i relationer til andre mennesker. På den måde starter du en læreproces med at afsløre løgnen i dig.

Mindfulness er super godt til at afsløre løgnen i alle situationer i livet. Jeg har selv lidt af angst og forsøgte, at få angsten til at gå væk med hverdags-mindfulness og opdagede, at jeg blev mere angst. Men virkeligheden var, at jeg ikke blev mere angst, nu så jeg bare meget klart hvor angst jeg i virkeligheden var.

For mig var der nogle skridt:

  1. Erkendelse af angsten. Hverdags mindfulness afslørede angsten, så jeg ikke længere kunne gemme den væk.

  2. Erkendelse af løgnen. Eksistentiel forståelse af at min indre essens er, at “jeg er rigtig som menneske” og at det modsatte, den tillærte forkerthed, er en løgn

  3. Ud i verden og øve mig i at være mig selv i alle situationer. Afsløre løgnen og lade sandheden komme frem også selvom angsten raser indeni.

  4. Dybere arbejde med mindfulness, som viser hvordan bevidstheden hele tiden bevæger sig og at angsten derfor ikke er en konkret størrelse man skal være bange for. Det gør det muligt at se, at angsten også rummer en visdom.

I dag er løgnen afsløret, angsten er væk (selvom der stadig er gammel strøm i systemet) og jeg er bevidst om den frihed og glæde der, for mig, ligger i at være mig selv og ikke være bange for at være mig selv i alle livets øjeblikke.

Den næste udfordring er nu - hvem er jeg? Det er jeg ved at finde ud af. Før vidste jeg det godt. Jeg var forkertheden, angsten, pleasingen, maskerne, rollerne og alt det som jeg troede der var mig.

Hvordan finder jeg så svaret? Jeg bruger mit liv på at finde ind til det som er sandt for mig, uden at korrigere mine sandheder af angst for hvad andre måtte tænke om mine sandheder. For mig er et liv i retningen af sandhed et frit liv…